Lige nu er et mærkeligt nu. Mens jeg oplever et ydre samfund lukke ned, så har jeg jo allerede oplevet at mit indre samfund lukkede ned. Begge dele af nødvendighed. Begge dele for at passe på os. Passe på mig. Denne gang er vi sammen om det. Hver for sig. Men da det ramte mig, var det kun mig, der blev ramt. Derfor er det så mærkeligt at skue ud over en kollektiv oplevelse, hvor vi forstår hinandens frustrationer i kontrasten til min indre isolation, som de fleste omkring mig ikke rigtig forstod.
Det var følelsen af total nedlukning, selvom jeg godt må lukkes ud. Det var uvisheden om, hvor lang tid det mon ville tage. Det var afsavnet til alle de mennesker, jeg pludselig ikke så. Det var følelsen af alle de ting jeg gerne ville, men ikke kunne. Det var al den tid, der pludselig var til rådighed, som både var godt, men ikke kun gavnede. Og så var det især følelsen af afmagt, for i min indre isolation mistede jeg for en stund fodfæste. Jeg mistede min identitet. Hvis jeg ikke længere kunne være den, der hjalp andre, den der ledte andre, hvem var jeg så?
Min indre isolation varede meget længere end jeg nogensinde havde drømt om. Og den gjorde mig mere bange, end jeg har været før. Min urokkelige tiltro til altid at kunne rejse mig op igen vaklede gevaldigt, især på grund af netop tidsperspektivet. Hvor langt skulle det tage? Det skræmte mig, at jeg kunne langt mindre, end jeg gerne ville. Jeg var bange for, at min hjerne havde taget skade. Og det gjorde den måske også. Dén frygt var nok den største af alle. Og den tvang mig til at skulle acceptere et anderledes liv, end jeg havde været vant til. For man kan som bekendt ikke plukke hår af en skaldet mand, så sådan var det. Og heldigvis for det blev min adgangsbillet til at komme tilbage på sporet af igen at blive og være det menneske, jeg gerne vil være. At bruge alt det, der ikke virkede og som jeg ikke kunne kontrollere, som et springbræt videre til det fundament jeg i dag står på.
Nu, hvor den ydre isolation buldrer, så smiler min indre isolation tilbage. Det skal nok gå. Vi har klaret det før og vi gør det igen. For midt i dette kaos, drysser livet mig gavmildt med små gaver. Jeg har nok en gang fået lov til at kigge på mig selv udefra. Det er altid en vild oplevelse. Næsten en ud-af-kroppen-oplevelse. På en objektiv ikke-dømmende måde der giver selvindsigt som med piskesmæld. Sviiiiirp! For noget af det der har tynget mig helt enormt, både gennem min indre isolation, men også i mit voksenliv generelt, det har været definationen af, hvordan man bør opføre sig. Mine værdier omkring ordentlighed, høflighed og hensyn er så stærke, at det har endt med at spænde ben for mig. Jeg har ikke kunne forstå, hvorfor folk ikke lige trækker til højre, når der er trængsel på fortorvet, for så er der jo plads til alle. Og den slags småting. Eller større ting. Det dummeste af alt var ikke konstateringen, men at lade det påvirke mig. Derfor forstår jeg pludselig mig selv på en helt anden måde, når jeg observerer andre i disse tider. Folk der mener, hvordan andre skal opføre sig. Folk der bliver forargede over, at andre ikke viser samfundssind. Mig selv i en nøddeskal. Men nu hvor andre krænger sig uforstående ud, ofte i dømmende vendinger, forstår jeg hvor nyttesløst det har været. At sige sin mening og at acceptere andre menneskers måde at leve på er to meget forskellige ting. Jeg kommer nok stadig til at ryste lidt på hovedet nu og da, men mest af alt, der det min mor’s ord der klinger som kirkeklokker lev og lad leve.
Joh, min indre isolation har været en vild læremester. En krævende læremester. En kærlig læremester. Og også en lidt forvirrende læremester. For meget af det, jeg nu har lært, var jeg allerede i fuld gang med at lære i forvejen. Og så kom denne gevaldige kolbøtte og forstærkede alt gange 1000. Jeg har været på rette vej i mange år, men en lille smule ud af kurs kan ende med en helt anden destination, hvis man fortsætter kursen livet ud. Det var vistnok det der skete. Livet hev i roret, så jeg kunne komme på rette kurs igen. Måske er det også derfor, der nu er så mange ting, hvor den ydre isolations udfordringer pludselig ses i skæret af barnemad sat op imod min indre isolation.
For uanset hvor meget der driller og frustrer, og det er der bestemt noget af, så er det min store drøm der hele tiden udspiller sig i det liv jeg lever lige nu. At vise, lære og ruste mine dejlige piger til selv at kunne en dag. Jeg ved, at hvor meget jeg end gerne vil beskytte dem, så vil jeg aldrig kunne fjerne de sorger, smerter, frustrationer, udfordringer og alt deslige de vil møde her i livet. Men jeg ved, at jeg kan hjælpe dem med at finde og bruge værktøjer til at finde løsninger, svar og ikke mindst ressourcer inde i dem selv. Også til den dag, hvor jeg ikke er her længere. Især til den dag, jeg ikke er her mere. Familiemottoet “vi finder altid en løsning” er så naturligt inkorporeret, at når udfordringerne rammer, så er det dét vi gør. Vi finder en løsning.
Jov, det er det liv jeg drømte om, som jeg lever nu, også selvom jeg ikke spor færdig med at drømme og leve alle drømmene ud. Manden i mit liv havde ikke været min i mere end et års tid, da min indre isolation forandrede os begge for altid. Han lærte sammen med mig. Vi lærte et nyt sprog sammen. Og det sprog er det vi bruger og forfiner i dag. Til stor gavn, når den ydre isolation viser hugtænder og dårlig ånde og skyder en masse skarpe kanter op her og der. For så går vi i gang med at slibe dem ned, så vi ikke slår os på dem. Heldigvis har vi prøvet det før, så vi ved, hvordan vi gør. Vi finder jo altid en løsning. Tænk en gang, at min indre isolation kunne have splittet os ad, men i stedet gjorde os stærkere sammen.
Og nu skal det ydre samfund så småt til at lukkes op, præcis som mit indre samfund også skulle. Måske følelser og forløb kommer til at minde lidt om hinanden hist og her. Måske med samme ønske om at komme tilbage til et almindeligt liv igen så hurtigt som muligt. Også selvom alting vil være forandret. Måske med samme ivrighed og fart, der ender med at spænde ben. Måske med samme dertilhørende gradvist opbyggende forståelse for, at det er små skridt ad gangen i lang tid. Ukendt terræn kan være ganske uforudsigeligt. Måske med samme størrelse større selvforståelse, når vi er igennem end før verden lukkede ned? Måske med samme møde af accept forude, at livet altid forandrer os og ingenting kan forblive som altid. Måske med samme fornyet appetit til at leve et liv, vores eget liv, som vi allerhelst vil leve det. Min indre isolation endte med at være en gave, der er en af de største, jeg har fået. Måske den ydre isolation bliver det samme. Måske ❤️